|
Voksengruppen
Denne landsdækkende gruppe henvender sig til kvinder med TS i alderen over 30 år. Vi er en landsdækkende gruppe, hvor alle over 30 år med TS kan være medlemmer. De skal blot være medlem af Landsforeningen. Det er gratis at være medlem af Voksengruppen. Til vores årlige tur søger vi tilskud fra Landsforeningens Rejse- og Uddannnelseslegat. Vores formål er, at alle i gruppen lærer hinanden at kende. Vi sætter sundhed for seniorer højt. Det er moderne med livskvalitet, og det er det vi lægger vægt på. Vi vil også gerne fremme livsglæden. Det er vigtigt, at vi i vores gruppe kan diskutere de fælles problemer igennem. Desuden taler vi om vores specielle interesser og gør opmærksom på dem. Vi mødes een gang om året - for det meste i september - på et vandrehjem. Mødet starter fredag aften og slutter med frokost søndag. Vi har haft forskellige emner så som drama og psykologi. Forrige år var vi i Skagen, hvor vi så museer, og sidste år var vi i Fredericia, hvor vi også var på museer, så byen og var i badeland. Desuden havde vi en diskussion om, hvad vi skal i år. Det mundede ud i, at vi skal have en sundhedspsykolog, der giver et oplæg, og vi skal bl.a. diskutere, hvad vore fællestræk er. Hvad er det der sker, når forskere laver undersøgelser og finder vores negative sider, eller det de mener, vi ikke er så gode til. Det vil vi godt vende og sige, hvad er vi gode til, og stille nogle spørgsmålstegn ved det de finder ud af. Desuden har vi sendt en henstilling til bestyrelsen om, at de henvender sig til speciallægeforeningen og spørger, om de vil indsamle den viden, der ligger rundt omkring ved læger og speciallæger om vores hormonbehandling og andre behandlinger, og at vi bliver inddraget i det. Vi vil gøre os mere synlige til generalforsamlingen i april næste år. Landsforeningens årsmøde holdes over en weekend, hvor forskellige emner tages op. Vi ønsker emnet knogleskørhed taget op. Vi er en aktivitetsgruppe bestående af: Lone Madsen, Tine S. Nielsen og Maibritt Buchholtz. Er du interesseret i at blive meldt ind i seniorgruppen er du velkommen til at ringe til een af personerne i aktivitetsgruppen eller bruge Landsforeningens mail-adresse. |